Nedenstående indvandrerfamlie er fiktiv. Men den rummer en række af de problemer der kan opstå i en indvandrerfamilie. Flere af de konkrete elementer er hentet fra forskellige familier og er derfor faktuelle. Familien Awayes
Kommunens nøgleperson har peget på den somaliske familie, Awayes, som relevant for projektet og med rimelige resurser. Den eneste i familien der arbejder er den ældste bror Abdi. Ellers består familien af Far, Mohammad, Mor Saida, yngre bror Dahir, datter, Ragyjo, kusine Sahro, og bedstefar, Farhan.
Familien er generelt positiv, men der opleves en vis træghed, når talen falder på initiativer, som skal bringe familiemedlemmer videre og evt. ind på arbejdsmarkedet.
Vi kontakter Abdi, som orienteres om projektet. Abdi er meget positiv og mener at det også vil være en god idé at involvere forældrenes ven, Scheick, da han er meget sammen med familien og - som vi hurtigt kan forstå - har stor indflydelse på familien. Abdi inviterer os herefter ind i familien.
Det er i øvrigt blevet besluttet, at familien skal være platform for implementering af metoder og værktøj. Og at kommunens nøgleperson skal deltage i dele af forløbet med netop denne familie.
Indledende møde
Der afholdes et indledende møde med familien og vennen Scheick. I dette møde deltager også nøglepersonen fra kommunen og proceskonsulenterne. Der orienteres om projektet og dets muligheder. Der er en lidt trykket stemning og modvilje navnlig fra vennen og bedstefaren, som begge yder en stille modstand. Familien indvilliger dog i at deltage.
Følgende overblik udmønter sig efter det indledende familiemøde og efterfølgende suppleret med nøglepersonens viden om familien:
Familien kommer fra Somalia og måtte flygte i forbindelse med borgerkrigen først til Kenya, derefter til Rusland og derfra til i Danmark.
Mor Saida 38 år. Gymnasial baggrund og har arbejdet i en bank i Somalia. Hun har været på sprogskole og taler rimeligt godt dansk. (på en skala fra 0-5, 3). Hun har i meget kort tid været ansat som rengøringsassistent på et hotel, men vennen Scheick var imod ansættelsen, da Saida skulle afrydde alkoholflasker.
Far Mohammad, 39 år. 10 års skolegang, har haft egen forretning i Somalia. Har været på sprogskole og taler ikke særlig godt dansk (2). Han har haft egen forretning i Danmark i to år, som dog kulsejlede og han blev efterladt med en større gæld til leverandører på godt 200.000 kr. Gælden "hviler", når pgl. er på bistandshjælp. Mohammad har haft arbejde i kort tid som rengøringsassistent på deltid. Men økonomisk kunne det ikke hænge sammen, da han skulle afdrage på sin gæld. Mohammad vil gerne have arbejde, men vil være økonomisk væsentlig dårligere stillet, hvis han skal afdrage på den store gæld. Mohammad klager over rygproblemer og lægen bakker ham op i dette.
Ægteparret fungerer fint og relativt ligeværdigt. Mohammad har problemer med, at Saida er mere udadvendt og taler bedre dansk end ham. P.g.a. længere skolegang og større indsigt i samfundsforhold er det ofte Saida, der fører ordet i forhold til offentlige myndigheder og det piner Mohammad.
Ældste søn, Abdi, 19 år, har 10 kl. fra DK og begyndte på handelsskolen. Taler meget godt dansk (4)Han ville hellere have været på teknisk skole, men navnlig onkel Scheick mente, at en handelsuddannelse ville være at foretrække (= være mere prestige i). I øvrigt havde familien meget brug for pengene, så alle var enige om, at han skulle ud på arbejdsmarkedet og får nu en relativ god løn. Han har fået arbejde som ufaglært på en maskinfabrik. Og her fungerer han fint, men har ind imellem problemer med simple EDB-programmer, der anvendes i produktionen.
Yngre søn, Dahir, 17 år, går i 9 kl. taler godt dansk (4). Og klarer sig godt i skolen. Han har i perioder spiseforstyrrelser og ingen ved hvorfor. I modsætning til Abdi er Dahir god til EDB. Abdi har købt brugt EDB-udstyr til ham for at han kan udvikle sig derhjemme.
Søster Ragyjo 14 år, taler godt dansk (4). Hun er en meget livsglad pige, som klarer sig godt i skolen og er meget dygtig til gymnastik. Hun har nået "tørklædealderen", men vil ikke gå med tørklæde. Det har været et af de virkeligt tunge spørgsmål i familien, hvor vennen og bedstefaren benytter enhver lejlighed til at kommentere på det manglende hovedtørklæde. Søsteren får massiv støtte fra de to brødre og forældrene billiger holdningen.
Kusine, Sahro: 18 år, hun taler ikke særlig godt dansk (2), formentlig pga. et traume fordi hun så forældrene blive dræbt i Somalia.
Denne del af familien kom til Danmark i 1992
Farfar, Farhan blev familiesammenført i 1997, taler ikke dansk (0). Efter at hans kone døde i Somalia havde han ikke mere familie der og ønskede at komme til Danmark. Han savner sin kone og sit landbrug i Somalia. Han siger ikke meget, men lægger en dæmper på den øvrige familie ved sin blotte tilstedeværelse. Farhan lider af astma, men er ellers rask og rørig. Han passede selv sit landbrug lige indtil afrejsen til Danmark.
Forældrenes ven Scheik Agueas 37, søn af en præst, jurist fra Somalia og har været ansat i Socialministeriet i Somalia. Kom til DK i 1993, taler tilsyneladende ikke særlig godt dansk (2). Han er meget troende muslim og lever meget isoleret i en lille nabolejlighed. Han spiser næsten altid aftensmad med familien Awayes. Han har svært ved at acceptere de nye sæder og skikke. Især de unges frigjorthed. Sammen med bedstefaren er han med til at sætte en meget tilbageholdende dagsorden. Da hans far er præst har han høj status og er ikke sen til at referere fra koranen. Han har et stort ord at skulle have sagt, når der træffes store beslutninger, bl.a. uddannelses eller arbejdsvalg.
Han har et nært forhold til Sahro, måske fordi hun ikke er så udadvendt og frigjort. Hun bærer tørklæde og taler ikke ret godt dansk.
Han får nu mulighed for at stige af projektet. Denne melding får ham til at tøve og erklære sig positiv.
Familiemedlemmerne får i slutningen af mødet udleveret en fortrykt kontrakt mellem familien, proceskonsulenterne og kommunen. Betingelserne i kontrakten gennemgås, så det forstås af den enkelte. Under denne gennemgang tager Scheick ordet et par gange og hans ordforråd overrasker positivt. Ligeledes markerer Saida nogle positive synspunkter og er i det hele taget med til at skabe en positiv stemning.
Proceskonsulenterne og nøglepersonen forlader nu mødet og overlader den endelige beslutning til familien selv.
To dage efter modtager kommunen kontrakten med posten underskrevet af familiemedlemmerne samt vennen Scheick og den egentlige proces kan begynde.
Individuelle vejlednings/coachsamtaler
Coach og nøglepersonen gennemfører nu dybtgående samtaler med de enkelte familiemedlemmer i henhold til coachmetoden.
På baggrund af disse samtaler tegner der sig følgende handlemuligheder for hvert familiemedlem:
Mor, Saida
Saida var meget glad for rengøringsjobbet på hotellet i den korte tid hun var der. Hun vil derfor gerne på kort sigt have dette eller et tilsvarende arbejde, men det kræver at vennen bliver bearbejdet og ikke ødelægger hendes jobmuligheder igen. Vi lover at tage problemet op med Scheick. Vi kontakter straks ISS, som vil undersøge muligheden for et rengøringsjob i nærheden f.eks. på en skole eller på et hotel i den nærliggende større by. Da hun ønsker at kvalificere sig til rengøringsområdet får hun til opgave at kontakte AMU-centret for at få at vide, hvilke kurser det ville være hensigtsmæssigt at tage.
På længere sigt vil Saida gerne indenfor plejesektoren. Vi vurderer efter de indledende samtaler, at hun vil egne sig godt som sygeplejerske. Saida får til opgave at ringe til sygeplejeskolen og få en aftale med en vejleder. På den baggrund får vi Saida til at kontakte vores kontaktperson hos ISS for at dreje ønsket i retning af plejesektoren.
Far, Mohammad
Det grundlæggende problem for Mohammad er økonomien. Han kan ikke koncentrere sig om nogen form for fremtidsorientering fordi den dårlige økonomi fylder så meget. Ud fra en opgørelse over gældsposter ser det ud til, at der er mulighed for at søge en gældssanering. Efter en orientering om disse muligheder - herunder nedskrivning af gælden kommer der en smule glød i de ellers så matte øjne.
Endvidere bringer han rygproblemet frem: "min læge siger, at jeg ikke må have ret hårdt arbejde" Efter denne formulering indhenter vi hans tilladelse til at kontakte lægen. Lægen kan imidlertid ikke konkret sige, hvad der er galt med ryggen "men Mohammad beklager sig altid over ryggen og så er han lidt svær at forstå". Vi foreslår lægen at der bliver taget røntgenbilleder, hvilket han lidt modvilligt går med til. Vi spørger endvidere om der sker noget ved at sende Mohammad til styrketræning, hvis røntgenbillederne ikke viser noget "Næee - det kan i da godt prøve" siger han let irriteret.
Vi tager udgangspunkt i lægens udsagn om at Mohammad er svær at forstå. Derfor er det vigtigt, at han forbedrer sine danskkundskaber. Vi orienterer om mulighed for individuel danskundervisning i forhold til et senere ansættelsesområde.
Abdi
Pgl. er meget glad for sit arbejde på metalvirksomheden. Vi snakker mulighed for læreplads og en uddannelse. Han er meget interesseret, men vil i givet fald ikke kunne tjene så meget, som han gør nu. P.g.a. familiens anstrengte økonomi bidrager han i et vist omfang til familiens forsørgelse. Vi aftaler, at vi kan undersøge mulighederne for en læreplads og udarbejde en tidsplan. Og når familiens økonomi bliver bedre kan vi sætte planen i værk.
Vi hjælper med at forberede en snak med arbejdsgiveren om mulighed for læreplads som maskinarbejder. Endvidere ringer vi til Teknisk skole for at få en aftale med en studievejleder om uddannelsen. Hertil kommer en aftale med Dansk Metal, hvor han kan få oplysninger om løn og arbejdsforhold i uddannelsestiden. Også her hjælper vi med at forberede spørgsmål.
Et af Abdis problemer - også set i en mulig uddannelsessituation - er mangel på EDB-kvalifikationer. Vi forslår en "noget-for-noget"- løsning med Dahir, således at Abdi kan få basale EDB-kvalifikationer. Abdi får endvidere til opgave at spørge ind til EDB-uddannelses -muligheder udenfor arbejdstid på teknisk skole.
Da Abdi er den eneste i arbejde giver vi udtryk for, at han kan være bindeleddet til arbejdsmarkedet og at vi gerne vil bruge hans erfaringer og kontakt til virksomheden til at styrke andre familiemedlemmers kendskab til arbejdsmarkedet. Det vil Abdi meget gerne være med til. Vi aftaler konkret, at vi må henvende os til virksomheden for at aftale et besøg for hele familien i virksomheden for at få et indtryk af/indblik i Abdis arbejde. Hertil kommer familiens indtryk af en dansk virksomhed og dens kultur. Endvidere vil vi benytte lejligheden til at få virksomhedslederen til at anbefale, at Abdi får en uddannelse. Abdi blinker skælmsk og fniser: "den var smart"
Dahir
Dahirs lyst til at arbejde med EDB er pludselig næsten forsvundet. I den indledende samtale var det et vigtigt område. Vi spørger meget ind til dette pludselige skift. Og da vi spørger, om nogen i klassen er misundelige på Dahirs EDB-evner er han lige ved at græde. Han fortæller nu, at han bliver nødt til at spille lidt dum en gang i mellem ellers bliver han mobbet af to bestemte drenge, der kalder ham "perkernørd". Og det gik helt galt, da læreren ville have ham til at hjælpe nogen af de andre. Dahir beretter, at mobningen sker, når læreren ikke er der. Vi spørger om det er i orden, at vi henvender os til skolen. Og det er han med på. Vi aftaler også, at vi tager problemet op med hans forældre, inden vi henvender os til skolen.
Nu kan vi atter nærme os EDB-området. Dahir er meget glad for den EDB-maskine, han har fået af sin bror. Vi taler om, at Dahir ikke har fået samme undervisningsmuligheder som ham i EDB og at han kommer til at mangle det i sin arbejdsfunktion og evt. senere uddannelse. Dahir er meget indstillet på at hjælpe sin bror. Han har lidt svært ved tanken, da det ellers altid er "brormand", der hjælper ham. Her får vi en lille snak om aldershieraki og at det nu er storebror, der har brug for lillebror. Vi aftaler med Dahir, at han to gange 2 timer om ugen skal lære Abdi grundlæggende EDB.
Ragyjo
Ragyjo skal nok klare sig. Hun har dog lidt svært ved at få sociale kontakter blandt danskere. Vi forslår derfor, at hun skal meldes ind i en gymnastikforening, dels for at understøtte hendes evner m.h.t. gymnastik og dels for at styrke hendes integration blandt danskere og senere muligheden for integration på arbejdsmarkedet. Nøglepersonen fra kommunen har en nabo, som er i bestyrelsen for den lokale gymnastikforening. Hun ville sætte pgl. ind i situationen.
Kusine Sahro
Pgl. er fyldt op med traumatiske oplevelser. Det gennemsyrer snakken med hende og hun har en række krisereaktioner. Vi vurderer, at en grundlæggende forudsætning for at pgl. kan komme videre i sit liv er at hun professionelt får bearbejdet dette traume. Vi taler med hende om psykolog, men det afviser hun og nævner i den forbindelse Scheick. Efter en længere snak indvilliger hun i at få en aftale med en psykolog, hvis Scheick er enig.
Bedstefar Farhan
Mohammad er med til samtalen med Farhan i lighed med den indledende samtale. Der kan være delte meninger om at få familiemedlemmer til at tolke. Men tryghed er her nøgleordet og det kan Mohammad være med til at skabe. Vi prøver om vi kan vriste nogle ord ud af Farhan, men kun et enkelt "ja", hvor det formentlig skulle have været nej. Han er næsten ikke til at hugge og stikke selv når Mohammad tolker. Men det er vigtigt for os at få bedstefaren ud af "modstandsrollen". Vi får efter nogen tid Farhan til at berette om livet i Somalia og hvad der betød noget for ham. Ud over hans afdøde hustru er landbrug – ligesom i den indledende samtale - hans foretrukne emne. Den kommunale nøgleperson forslår nu, at vi undersøger muligheden for at Farhan kan få et af de stykker jord stillet til rådighed, som kommunen har udlagt til kolonihaver. Så kan han få noget jord under neglene og måske dyrke sine egne og familiens grønsager. Det vil fjerne ham fra den passive, modstræbende rolle.
Vennen Scheick
Pgl. er en nøgleperson i forhold til familiens personer og beslutninger. Vi tager os god tid og lader ham fortælle. Først skal vi vride hvert ord ud af ham, men efterhånden kommer tungen på gled, når vi spørger til hans liv i Somalia, hans uddannelse, og arbejde der. Der går næsten 2 timer med hans beretninger og vi får et godt indblik i en vidende og spændende person. I løbet af samtalen bliver hans dansk bedre og bedre. Modstanden er ved at forsvinde og i glimt dukker ønsker for livet i det danske samfund frem. Vi kommer nu ind på hans relation til familien og vi prøver at vende hans negative indflydelse til noget positivt. "Familien har brug for hans viden og kunnen".
Og så bevæger vi os langsomt ind i minefeltet: Vi spørger til koranen og forskellige regler, som vi godt vil vide noget mere om. Det der bliver snakket så meget om: tørklæde, alkohol m.m. Vi dvæler lidt ved alkohol og giver udtryk for det fornuftige i, at der ikke må nydes alkohol efter koranen - det kunne spare det danske samfund for mange problemer. Vi vil gerne have uddybet om det omfatter mere end at indtage alkohol. Scheick henter en engelsk udgave af koranen. Og han viser os skriftstedet. Vi kommer ind på de tomme alkoholflasker. Men vi kan godt mærke at nu er buen ved at være spændt. Den tager vi op næste gang. Det er vigtigt ikke at støde Scheick fra sig og tabe det vundne land.
Nu kommer vi lidt ind på Scheicks forhold til kusinen. Det snakker vi en del om. Vi får ham til at fortælle omstændighederne vedr. forældrenes dødsfald. Han er meget berørt og kommer selv ind på, at kusinen stadig er meget påvirket og at hun tænker meget på det. Vi fortæller om muligheden for at hjælpe kusinen professionelt. Vi afventer spændt Scheicks reaktion. Mod forventning er han positiv, mest fordi han ikke selv er i stand til at hjælpe hende. Og vi får hans positive indstilling til at kontakte en psykolog - "og en kvinde" betinger Scheick. Afslutningsvis snakker vi med Scheick om hans sprogkundskaber og han var enig i, at det skulle der gøres noget ved.
Det var første skridt i retningen af at orientere familien mod arbejdsmarkedet. Disse skridt skal bearbejdes og præsenteres på næste familieråd.
